SLÆGTEN BURKAL EFTER 1826

FAMILIEKRØNIKEN - kapitel 4

Kapitel 4

Christen Pedersen Burkals historie

Christen Pedersen Burkals far Peder Iwersen Burkal var født 1803 i Jerne, øst for Esbjerg. Lige før julen 1823 gifter Peder Iwersen Burkal sig kun 20 år gammel med den 22 årige tjenestepige Anna Christensdatter fra Fanø. På det tidspunkt opgives Peder Iwersen Burkal at være tjenestekarl i Westerlinnet ved Gram.

Christen Pedersen Burkals barndom og hans mange søskende

Det efterfølgende efterår fødes parrets første barn, en dreng, som døbes Iwer, opkaldt efter sin fars lillebror, der er død et par før kun 8 måneder gammel.

1826:

Da Iwer er 1½ år gammel kommer det næste barn til verden. 1826, den 6. marts fødes Christen Pedersen Burkal, og døbes samme dag i hjemmet i Westerlinnet ved Gram.

1829:

16.10.1829 fødes datteren Anne Marie Burkal i Gram. Faderen opgives at være indsidder og husmand. En indsidder er en jordløs person, der bor til leje hos en bonde eller en husmand.

1832:

Familien rejser rundt i Sønderjylland, og bosætter sig for kortere eller længere tid, dér hvor Peder Iwersen nu kan finde arbejde. Efteråret 1832 fødes datteren, Johanne Burkal i Føvling.

1834:

I foråret 1834 bor familien stadig i et hus i Tiirslund omkring Føvling. Peder Iwersen er 32 år og kludesamler. Børnene Iver er 10 år, Cresten er 8 år, Ana Maria er 5 år, Johanne er nu 2 år. Sammen med dem bor Peder Iwersens 2 søskende, Sinnet på 29 år og Christian på 14 år, som forsørges af Sinnet, som er "Indsidder og knipler. Senere samme år flytter familien til Sommersted, og kort før jul fødes sønnen Peter Burkal.

1836:

Sidst på efteråret 1836 kommer drengen Hans Peder til verden, vist i Bevtofte. Jeg har endnu ikke fundet hvor han er døbt. Han dør midt i april måned 1838, 1½ år gammel, og bliver begravet den 17. april i Gram.

1839:

Familien er igen flyttet til Enderupskov, en lille landsby vest for Gram, da familiens 7. barn bliver født. Hun døbes Ida Eleonore, opkaldt efter sin farmor. men allerede den 14. december begraves den lille pige på Gram kirkegård, kun ½ år gammel.

1840:

Kort før jul kommer endnu en søn, som den 10 december døbes Hans i Gram kirke.

1843:

Da det 9. barn kommer til verden i sommeren 1843. Han bliver født den 10. juli, og ved indførelsen af hans dåb i Gram kirkebog er med overdreven omhu noteret, at den lille Jens Peter er søn af Almisselem Peder Burkal og hustru Ane Christensdatter i Enderupskov, og at barnet på grund af svagelighed døbes i hjemmet 11 dage gammel og først fremstilles i kirken sidst i august.

1845:

Folketællinger foretages den 1. februar, og i 1845 består husstanden nu af Peder Iwersen Burkal på 42 år, Ane er 44 år. Familien angives at leve af offentlig understøttelse. I hjemmet bor kun børnene Hans på 5 år og Jens Peter på 2 år. Derimod finder vi, at børnene Anne Maria på 16 år, Johanne på 13 år og Peter på 11 år er anbragt i fattiggården i Gram. Iwer og Chresten bor ikke mere hjemme,

1846:

4 måneder senere fødes Peder Iwersen Burkals og Anne Christensdatters 10. og sidste barn, en lille pige. Hun døbes den 16. juni, og får navnet Ida Eleonore ligesom sin farmor og den i 1839 afdøde søster. Familien bor stadig i Enderupskov.

Christen Pedersen Burkals voksenliv

1847:

Et par dage før nytår den 29. december 1847 gifter Christen Burkal sig i Guldager kirke med Ane Pedersdatter, som er både født og konfirmeret i Guldager. Han er 21, hun er næsten 30 år gammel. Ane er datter af den ugifte Woldborg Christiansdatter og udlagt barnefader Peder Mogensen. Woldborg bliver aldrig gift, og får heller ikke flere børn. Måske slår familien hånden af hende. I 1834 sidder hun på fattiggården, i 1840 sidder hun der endnu, nu sammen med datteren Ane. I 1850 bor moderen hos sin datter og svigersøn i Sædding. 5 år senere dør hun og begraves i Guldager, 63 år gammel. Om Anes forældre og deres familier fortælles mere i efterfølgende afsnit.

1848:

1848 bryder krigen ud og varer til 1850. Jeg har ikke noget om Christen Burkals deltagelse i denne krig. Men i 1850 er han "Indsidder i landmilitærtjeneste". I 1855 er han "Invalid". Er Christen Burkal blevet såret i krigen 1848-1850?

1849:

Lidt over et år senere kommer det første barn. Den 2. januar fødes datteren Ane Kristine, som døbes i Guldager kirke den 18. februar. Christen Burkal angives at være "Indsidder i Guldager".

1850:

Ved folketællingen den 1. februar bor Christen Burkal og Ane Pedersdatter i et hus i Sædding. Han er nu 24 år, og "indsidder i landmilitærtjeneste". Ane er 31 år, og datteren Ane Kierstine er 2 år. I huset bor også Anes mor, Voldborg Christensen, 58 år gammel.

Jeg har undret mig lidt over dette "Christensen", som gentages i folketælling af 1855. Hidtil er hun blevet kaldt Voldborg Pedersdatter. Jeg tænker på om det er et modespørgsmål, at man dropper dette patronym, og i stedet bruger et fast familienavn. Dette betyder i givet fald at hun er datter af en Peder Christensen. Men dem er der jo også nogle stykker af på de kanter.

1852:

Det næste barn døbes den 17. januar Peter Christensen. Christen angives at være indsidder. Blandt fadderne er foruden en lokal mand, en Svend Jørgen Christoffersen Bech og Anders Jørgensen Bech fra Fanø, som formentlig begge er slægtninge til Christen Burkals mor.

1853:

1½ år senere den 28. september kommer sønnen Niels til verden. Han døbes i Guldager kirke den 13. november. Mange år senere gifter han sig med Marie Lambertsen fra Darum. Foruden flere andre børn bliver de forældre til min mormor. Marie dør efter få års ægteskab og Niels gifter sig igen og får flere børn. 50 år efter Maries død, dør Niels den 9. juni 1934 i Odense, og begraves kun 6 uger før jeg bliver født.

1855:

Christen Burkals familie bor stadig i et hus i Sædding, formentlig det samme som 5 år før. Han angives at være 29 år gammel og "Invalid". Husstanden omfatter nu foruden Christen, Ane og Anes mor, børnene Ane, 7 år, Peder år, 4, og Niels på 2 år, som mange år senere bliver far til min mormor, Johanne Marqvardt.

Sidst på året fødes sønnen Christian Adrian Christensen, som døbes i Guldager kirke den 25. november.

 

1856:

Det ser ud til at Christen på grund af en eller anden skade opgiver det hårde arbejde som indsidder og tager hyre som matros på skibet "Nordby", der sejlede mellem Esbjerg og Grønland. Så vidt jeg har hørt, er det ikke just nogen ferietjans at være matros, men det har han altså gjort. Jeg genfinder ham nemlig i 3. bind af værket "Fanøs historie", i afsnittet Redningsvæsen og Redningsdåd. Her kommer historien:

Den 7. juli 1856 om aftenen grundstødte under indsejlingen til Grådyb galeasen "Familien" af Sønderho, skipper M.J. Brinch, undervejs fra England til Roborghus med kul. Søen var i voldsomt oprør og skibet sank straks. Mandskabet, i alt 4 mand, måtte holde sig fast i rigningen. To gange blev det forsøgt fra Nordby at bringe de skibbrudne hjælp uden at det lykkedes at nå skibet på grund af høje søgang. Først næste dag kl. 1 lykkedes det kaptajn N.N. Svarrer af Nordby at få en båd bemandet, hvori der befandt sig foruden Svarrer, skipperne C. Limschou, Jens Hansen, P. Duysen og **Jørgen Chr. Beck, foruden 3 matroser, H. Hansen, T. Hansen og *C. Buurkal af den lige ankomne Grønlandsfarer "Nordby"s besætning, at nå ud til skibet og få mandskabet reddet.

"Vestjydsk Avis" bemærker hertil i sit blad: "Det er fornemmelig den kækhed og ufortrødenhed, der med stor livsfare udvistes af dette bådmandskab, som sidst forsøgte redningen, der skyldes at galeasens mandskab reddedes fra at omkomme i bølgerne. Denne kække dåd fortjener offentlig omtale, og vi henledes autoriteternes opmærksomhed herpå for om muligt de pågældende redningsmænd kunde tilfly en velfortjent påskønnelse". Mandskabet havde siddet 20 timer i rigningen.

* Matrosen C. Buurkal må være Christen Pedersen Buurkal, født 1826 i Gram, som i 1856 bor i Sædding ved Esbjerg. Kåre Pedersen som er efterkommer af Christen Burkals yngre bror Jens Peter, har henledt min opmærksomhed på denne beretning samt på historien om Christen Burkal som foregangsmand for udviklingen af havgående fiskeri ved Esbjerg.

**Jeg har en ide om at skipper Jørgen Chr. Beck måske er hans fætter, idet Christen Burkals mor, Ane Christensdatter, var datter af en Christen Pedersen Beck fra Fanø.

Ikke helt ringe klaret af en mand, som året før opgives at være invalid. Men meget tyder på at Christen Burkall herefter først har haft fiskeriet som bierhverv, og siden via sin morfar, bådfører Christen Bech på Fanø og dennes sønner, efterhånden har opgivet at arbejde som daglejer og helt er gået over til at fiske i farvandet ud for Sædding.

 

1858:

Kort efter nytår, den 13. januar fødes familiens 5 barn. Han døbes den 14. februar i Guldager kirke og får navnet Jørgen Volf Andreas Carl Christensen Burkal. Så har han da lidt at vælge imellem.

1860:

Ved folketælling den 1. februar opgives den nu 34 år gl. Christen Burkal dog stadig at være daglejer. Hans kone er 41 og husstanden omfatter datteren Ane på 12, Peder på 9, Niels på 7, Christian på 5 og Jørgen på 3 år. Men det med daglejer er vist kun noget der gælder i vintersæsonen og i blæsevejr.

Den 17. maj samme år døbes Christen Pedersen Burkals og Ane Pedersdatters 6. barn i Guldager kirke og får navnet Christen.

Kåre Pedersen i Haderslev har gjort mig opmærksom på at Christen Burkal er nævnt i nedennævnte bog. Jeg har valgt at citere en større del af afsnittet, fordi det giver et godt tidsbillede af vilkårene for de mennesker, der fiskede ud for Esbjerg på den tid. I "Esbjerg før 1925..." af Tage Sørensen, står under afsnittet:

Milepæle i Dansk fiskerihistorie:

1860: Fisker Chresten Pedersen Burkal, Sædding, fisker med dæksbåd i Grådyb

Om Fiskeriets stade i 1868.

I 1868 befandt dansk fiskeri sig endnu på et uudviklet stade med fiskerfartøjer, der så at sige udelukkende bestod af småbåde. Det var derfor ikke mærkeligt, at det ved anlæggelsen af Esbjerg Havn slet ikke vatr tænkt på fiskeri. Dansk fiskeri var dengang et fjord- og kystfiskeri, med både som ikke egnede sig til havfiskeri. Det meste fiskeri udøvedes i sæsoner og som bierhverv. Afsætningskanalerne var også underudviklede. Så snart der kom større mængder fisk, brød markedet sammen.

Bedre materiel og samfærdselsmidler måtte til, hvis fiskeriet skulle blive til noget. Først og fremmest sødygtige dækfartøjer. Nabostaterne var for længst gået forbi danskerne. Englændere og tyskere fiskede med store dæksbåde i Nordsøen og i Kattegat dominerede svenskerne med sødygtige Bankskutor og sjøbåtar.

De nye fiskeritider begyndte i Skagen.

Begyndelsen i Danmark til nye tider indenfor fiskeriet blev gjort i Skagen, desuagtet denne by var og skulle forblive uden havn indtil 1907. Efter et stort forarbejde lykkedes det 12 skagensfiskere med støtte fra staten at få bygget en 30 tons dæksbåd i Sverige. Den gik på fiskeri i 1862. Men udviklingen i de første år kom til at gå meget langsomt. Først fra midten af halvfjerdserne begyndte der at vise sig fremgang for skagboerne. Men deres kuttere måtte de have liggende i Frederikshavn, der var havneby siden 1805 – den eneste på kyststrækningen derfra og til den nuværende grænse på vestkysten, indtil Esbjerg havn åbnedes. Inden udgangen af 1880-erne var den nordjyske kutterflåde imidlertid vokset anseeligt. Bornholm fik sin første dæksbåd i 1867 og Hjerting i 1872, idet Lambert Sørensen begyndte dækbådsfiskeri dette år. Og dog var der en fisker på disse egne, som havde været før alle andre, nemlig Sæddingfiskeren Kresten Pedersen Burkal, som i årene omkring 1860 fiskede i Grådyb med en sejldrevet dæksbåd, der havde 6 mands besætning. Men i 1872 sejlede fiskeripioneren Lambert Sørensen (født i Hjerting 1832) ene mand en 5 tons dæksbåd fra Frederiksstad i Norge til Hjerting. Han havde været i Canada nogle år før og deltaget i bankefiskeri. 22 år senere forliste han ved Horns rev med sin båd Støren i en orkan lige før jul.

Hvordan Christen Burkal har båret sig ad med at skrabe penge sammen til en dæksbåd i 1860 melder historien ikke noget om. Men jeg forestiller mig at resten af hans families skæbne må have givet ham en helt overvældende vilje til at arbejde sig opad. I hele hans barndom var fattiggårdens gru meget nærværende. Og selv på dette tidspunkt i hans liv, hvor han er midt i 30´erne er fattiggården stadig en realitet.

1862

2 år efter at det er lykkedes Christen Burkal at skaffe sig en dæksbåd og bemande den med en 6 mands besætning, dør hans far, Peder Iwersen Burkal, den 20. februar på Fattighuset i Gram, 60 år gammel. På den tid må Christen Burkal have sat sig i gæld for at finansiere sit fiskeri. Vi ved ikke hvad han har tænkt og følt omkring dette, vi kan kun gætte. Hans mor bor stadig på fattiggården.

På billedet, hvor han som en ældre mand er fotograferet sammen med 3 af sine sønner – jeg forestiller mig at han her er omkring 60 - ses Christen Pedersen Burkal bære en erindringsmedalje for deltagelse i krigen i 1864.

Ligeledes ses både han og sønnerne, hvoraf den midterste er min oldefar Niels, at bære et emblem, der viser at han er medlem af en afholdsforening. Jeg har efter at have læst nekrologen over Niels Burkal, spekuleret på om megen af bedstefaderen Peder Iwersens elendighed skyldtes et alkoholmisbrug?

1865

Christen Pedersen Burkals mor, Ane Christensdatter dør 14. oktober 1865 på Fattighuset i Gram. Dagen før – den 13. oktober 1865 - er broderen Jens Peter blevet gift i Øster Lindet Kirke med Kirstine Marie Schmidt.

1864:

På det tidspunkt bryder krigen ud og vi ved fra billedet, hvor han bærer en erindringsmedalje, at han deltog. Jeg har ikke fundet frem til noget om dette.

1867:

Den 10. juni dør Ane Pedersdatter, og den 15. juni 1867 begraves "huusmand og fisker Christen Pedersen Burkals kone i Sædding, 48 år gammel". Christen Burkal er nu 41 år og står alene med 6 børn.

1870:

2½ senere gifter Christen Burkal sig for anden gang. Denne gang med Anne Callesen, datter af bådfører Calle Sørensen af Nordby på Fanø.

I forbindelse med deres vielse står i kirkebogen en længere forklaring gående ud på, at der har været en del problemer med formaliteterne i forbindelse med indgåelse af nyt ægteskab for Ane Callesen, som er enke. Ane Callesen har, for at kunne blive gift med Christen Burkal, måttet fremlægge en dødsformodningsdom af 13. oktober 1870 og en skifteretsattest fra Fanø af 14. december... og så kommer en hel masse ulæseligt gnidder som afsluttes med: "Intet er til hindring for at indgå nyt ægteskab". Så de bliver viet i Guldager kirke den 20. december.

Det har nok hastet med at få papirerne i orden. Samme dag, den 20. december 1870 døbes parrets første barn. Han får navnet Peder Anthon Mathiesen Christensen Burkal. Som det var skik bliver han opkaldt efter enkens afdøde mand. I kirkebogens kolonne vedr. forældre er baggrunden den lidt utraditionelle situation forklaret. Forældre: Moder er Anne Callesen, 35 år fra Nordby på Fanø, enke efter ... omkomne mand Peder Mathiesen Tang, som forliste og blev borte for 12 år siden, og fader er Christen Pedersen Burkal i Sædding.

1871:

Året efter, den 7. december får parret endnu en søn, som den 1. januar 1872 døbes Søren Callesen Christensen. Søren lever kun 3 måneder, og begraves den 20 marts fra Guldager kirke.

1873:

Den 26. maj 1873 får Christen Burkal og Ane Callesen en lille pige, som 20 juli døbes Mette. Blandt fadderne er 2 af Mettes brødre, Peder på 21 år, og Niels på 20 år.

1874:

Den 12. august – 3 år efter at de mistede deres baby, får parret endnu en søn, som de også døber Søren Callesen Christensen. Også denne Søren dør spæd, og kun 5 måneder gammel begraves han den 22. januar fra Guldager kirke. Han var Christen Burkals 10. barn, og Ane Callesen fylder 40 kun et par måneder efter babyens død. Herefter kan jeg ikke se at de får flere børn.

1875:

Den 16. januar 1875 gifter Niels Kristensen, smedesvend af Sædding, sig 21 år gammel med den kun 18 årige Marie Kristine Lambertsen fra Darum. Dem kommer vi tilbage til i et senere kapitel.

1880:

Nu er Christen Pedersen Burkal 53 år, og angives at være pensionist. Han bor stadig i et hus i Sædding med sin kone, Ane Callesen, 44 år, og børnene Peder Anthon Matihas på 9 år og Mette på 6 år.

1882

Christen Pedersen Burkals bror, Christian Burkal, dør på fattiggården i Gram, 63 år gammel.

1890:

Christen Burkal bor stadig i et hus i Sædding. Han er 63 år og husmand. Erhvervssted Guldager. Skønt han opgiver at være pensionist 1880, står der nu at stadig arbejder, så pensionen har nok ikke kunnet slå til. Hans kone Ane Callesen er 54 år og det eneste hjemmeboende barn er Mette, som nu er 16 år.

1908:

Den 1. juli dør Ane Callesen i Hjerting og begraves fra Guldager kirke den 5. juli 1908. Det fremgår af kirkebogen, at parret ikke mere bor sammen, og at sidste fælles bopæl var huset i Sædding. Så måske er Christen Burkal kommet på plejehjem og Ane Callesen bor så i en mindre bolig eller hos noget familie. Jeg har ikke fundet dem i folketællingen for 1910 og kender ikke de nærmere omstændigheder.

Samme år i oktober dør en Christen Burkal Christensen i Hjerting, kun 30 år gammel. Denne Christen Burkal viser sig at være et barnebarn, en søn af Christian Adrian Christensen Burkal.

1915:

Christen Burkal bliver 89 år gammel. Han dør den 23. marts i Sjælborg, Der ligger lidt nord for Sædding. Han betegnes i kirkebogen som enkemand og fhv. husejer. Christen Burkal begraves fra Guldager kirke den 28. marts 1915. 

Kåre Pedersen i Haderslev har fundet dette:

Måske er det en sønnesøn af Christen Pedersen Burkal, som døde i 1982, hvor han blev nævnt i dagbladet Vestkysten. Forhenværende fiskeskipper Peder Christensen Burkal fra Esbjerg, der døde 70 år gammel. I samme avis nævnt guldgraver og vejformand Peder Burkarl Jensen, som døde 76 år gammel i 1984. Begravet i Sædding kirke ved Esbjerg. (Guldgraver, nå da, det er måske bedre end at fiske?).

Kilder:

  • Fanøs Historie af N.M. Kromann, Esbjerg 1934. Genoptryk af Bygd 1982. Bind III Afsnit: Redningsdåd og Redningsvæsen, side 394.

  • Esbjerg før 1925 i malerkunst og farver – træk af Esbjergs historie af Tage Sørensen, Esbjerg 1983. Side 129 og 135.