Min far var slægtsforsker, og engang i 1950erne forærede han mig en bog, som han havde skrevet om Slægten Borries, hvoraf min bror var den sidste af en meget stor slægt. Jeg bladede lidt i den og fandt også mit eget navn. Det var da meget sjovt, men resten interesserede mig ikke særligt.

Bogen stod ulæst i min reol omkring 40 år – indtil min søster døde, og min niece bad mig se på noget af hendes mors "ragelse", som lå i en kasse i kælderen, for at se om det var "noget at gemme på". Der lå nogle gamle bøger om slægtsforskning, som jeg lånte med hjem for at se om der stod noget om vores familie. Da jeg omsider fattede det snirklede system kunne jeg følge min farmors slægt helt tilbage til 1400-tallet. Det var da ret spændende, syntes jeg, og jeg fik nu min fars bog ud af reolen, for at se hvad der stod i den.

Jeg forsøgte nu på ternet papir at lave et stamtræ, men det var ikke så ligetil. Da nu havde ret meget materiale at arbejde med, meldte jeg mig til et slægtsforskerkursus, og lærte om hvordan man holder styr på anerne, samt om at søge i kirkebøger og på internet. Mine oprindelige 2 A4-ark blev snart til mange flere, og for at få et bedre overblik over anerne, investerede jeg i et slægtsforskerprogram. Udskrifter og noter hobede sig op omkring mig og alle mine papirer blev ordnet i hæfter med plastlommer. Det så flot ud og tog rigtig meget tid.

Enhver garvet slægtsforsker bekymrer sig om hvad der vil ske med alle de møjsommeligt indsamlede data, når vi ikke er her mere. Emnet var nylig oppe i foreningen, som foreslog at medlemmerne udfyldte et skema over hvor materialet skulle afleveres, når vi ikke var her mere. Jeg er over 70 år, og jeg imødeser med gru, at resultatet af al min flid i bedste fald en dag ender på loftet i en kasse med påskriften: "Farmors ragelse". Jeg havde derfor længe gjort mig overvejelser om, hvordan jeg kunne vække de yngre generationers interesse for slægtsforskning, for derved at redde mine skatte fra den visse undergang.

Ved et besøg på Landsarkivet i Viborg investerede jeg i en fin anetavle, som jeg indrammede og forærede min datter i fødselsdagsgave. Det var en stor succes og jeg har efterhånden på opfordring lavet talløse anetavler børn, børnebørn, søskende og min niece. Det har efterfølgende resulteret i spørgsmål om, hvorvidt jeg vidste mere om alle disse mennesker, og det gjorde jeg da. Da jeg nu har lavet 10 stk. anetavler vil jeg gerne forklare om hvordan man lettest laver en sådan, forudsat at man har en computer.

Den kan kun købes i Viborg, men hvis man sender en mail til mailbox@lav.sa.dkså kommer den med posten i løbet af et par dage, vedlagt en faktura på 75 kr. + porto.

Mit papir er købt i Papirlageret i Kolding, men tilsvarende fås også andre steder. Papiret skal have en vis tykkelse og jeg har brugt en kvalitet ved navn CANSON, som fungere fint i printeren. Vær opmærksom på at vende papiret rigtigt, da det er vaflet på bagsiden. Det koster 4 kr. pr. ark og man skal bruge 3 ark. På tavlen er plads til 5 generationer, dvs. 63 skjolde + et midterskjold med familiens navn. Her udover angives vielsesåret på små hvide bånd, men hertil har jeg brugt almindeligt printerpapir.

Jeg har prøvet med gotiske bogstaver i stil med dem der ses øverst på tavlen. Det ser flot ud, men er ikke så let læseligt i str. 12. Så prøvede jeg med Arial, men det ser ret kedeligt ud. Jeg valgte endelig at bruge "Monotype Corsiva",i str. 12. Det er en pæn og ikke for bred skrifttype.

På probandens skjold på selve træstammen er der plads til 8 linier, på den andre skjolde kun 6 linier. På probandens skjold er i højden plads til navn, fødselsdato, dødsdato, vielsesdato og ægtefællens navn. På de resterende 62 skjolde er der 4 linier til navne og 2 til fødselsdato og dødsdato. På de seneste tavler er jeg begyndt at skrive erhverv på første linie. Det er lidt sjovt at se hvordan samme erhverv går igen i slægten gennem flere generationer. På den begrænsede plads kan det være svært at få plads til lange navne. "Jensdatter" går lige, "Andersdatter" er for langt, her må navnet deles i Anders datter. Lav først et print på almindeligt papir for at se om alt ligger indenfor de angivne mål, og for at kontrollere navne og datoer.

På et A4ark kan være 4 skjolde ved siden af hinanden. På et kursus fik jeg for år tilbage udleveret en plade med udstansede EDB-symboler. En lignende kan fås hos de fleste bog- eller papirhandlere. Et par af disse symboler passer fint til skjoldenes omrids, men man kan naturligvis også lave et lille skjold af karton, og så tegne udenom med en blød blyant nr. 2. Probandens skjold og de næste 14 skjolde laves 25 mm brede. De 2 øverste generationer, dvs. de resterende 32 skjolde er smallere, og her er der kun plads til 20 mm i bredden. Jeg har lavet alle mine skjolde 20 mm fordi jeg syntes at det var lettere og så pænere ud. Men de smalle skjolde kan som ovenfor nævnt give problemer. Når jeg klipper skjoldene ud klipper jeg udenom blyantstregen, så skjoldene står lidt i relief.

Brug aldrig lim eller limstift. Det griser og er svært at få skjoldene af, hvis man senere skal rette noget. Hos fotohandleren køber man en æske med strimler af dobbeltklæbende dimser. Mine hedder Mounting Squares, og der er 500 i en rulle.

Bemærk at alle skjoldene har et lille nummer i nederste venstre hjørne. Numrene følger de standardiserede anenumre, hvor alle mænd har lige numre og alle kvinder ulige. På tavlen er probanden  nr. 1, dennes far nr. 2, mor nr. 3, farfar nr. 4, oldefar nr. 8 og tipoldefar nr. 16. Formålet med brug af anenumre er at man altid på en stamtavle kan finde frem til næste eller forrige generation ved hhv. at dividere eller gange med 2.  

Ramme

Størrelsen er 50 x 70 cm. Jeg køber dem hos Bilka eller Føtex, og har valgt den type, der har polystyrenglas, da jeg synes det er livsfarligt at stå og bakse med rigtigt glas i den størrelse. På bagsiden er der små klemmer, så man ikke skal stå og rode med skruetrækker for at skille rammen, når man skal rette et eller andet. Prisen er 139 kr. men de er tit på tilbud til 99 kr.

Det er mit håb at nogen kan bruge denne ide til at gøre den yngre generation lidt mere interesserede i deres rødder.

Med venlig hilsen

Elisabeth Borries