Hvad min far fortalte mig om sin oldefar
Familiehemmeligheder er meget svære at holde skjult. Når som helst nogen fornemmer at her er noget mystisk, så fylder fantasien det tomme vakuum op med allehånde gætterier og forestillinger om hvad det mon er der ligger bag al denne tavshed. Uanset hvor megen umage de involverede gør sig, netop det at nogen prøver at holde noget skjult, virker uimodståeligt dragende. For en slægtsforsker er der ikke noget mere ønskværdigt end rygter om en ulykkelig kærlighedshistorie, om elskende, der ikke måtte få hinanden.
Jeg husker at min far engang fortalte at der var spansk blod i slægten. En af hans forfædre skulle være resultatet af en forbindelse mellem en ilanddreven spansk sømand og en Vendsysselsk gårdmandsdatter. Når nogen undrede sig over den pågældende mands lidet nordjyske udseende, sukkede han og sagde i fortrolighed: " – ak, ja… den spanske sømand!". Men hvem var dette uægteskabeligt fødte barn af en spansk sømand? Udgangspunktet for min slægtsforskning har været min fars bog om Den Danske Familie Borries, men her stod ikke et ord om nogen uægte børn. Så hvem var han?
Jeg kom i tanker om, at fars fætter Louis Hammerich havde udgivet sine erindringer, og jeg ledte i hans bog Duo. På side 278 fandt jeg historien. Onkel Louis fortæller at hans i 1849 som sekondløjtnant med sit infanteri blev forlagt til Fyn, og her traf han en ung pige som senere skulle blive hans hustru. Det var Ida Worsaae fra Vejle. Ida var datter af amtsforvalter Jens Worsaae, født 16.7.1780 i Albæk, som søn af en skibbruden spansk sømand og en pige fra Vendsyssel. "Når en stor del af min farfars efterkommere er mørklødede at se på er det min faarmors spanske blod, der spøger" – skrev min onkel. Både han og hans hustru Claes, var blonde og blåøjede. Det samme var deres ældste søn, Hans Henrik, mens den yngste søn, Jan, overraskende havde sort krøllet hår og brune øjne. Nu havde jeg identificeret hvem historien handlede om, men hvor skulle jeg finde mere om denne mand.
I bogen Danske Patricierslægter fandt jeg ovenstående fine billede af den sortkrøllede Jens Woersaae, og som første slægtsled opgaves:
Jens Worsaae. (Søn af Maren Jensdatter i Woersaae og Jens Hansen fra København). Født 16.7.1780 i Worsaae, Albæk sogn.
Opslag i kirkebogen for det pågældende sogn oplyste yderligere ikke overraskende, at Jens var uægte.
Jeg skrev til Vejle Byhistoriske Arkiv, og fortalte om min oldefar og problemerne jeg havde med at spore hans oprindelse, da det med karlen fra København ifgl. Min far var noget vrøvl. Vidste man noget i Vejle om dette. Især ønskede jeg oplyst, om Jens Worsaae var vokset op hos sine morforældre, som det ofte var tilfældet med uægte børn på den tid, eller om han var bortadopteret. Kendte jeg Maren Jensdatters forældre, kunne jeg bruge denne oplysning til at gå videre i min slægtsforskning.
Jeg fik et tykt brev. Jo, sandelig kendte man til historien om den spanske sømand.. Det viste sig at der i 1980 havde været en stor udstilling om familien Worsaae, og arkivaren vedlagde venligst kopier af avisartikler derfra. Worsaae havde i sin embedsperiode haft stor betydning for udviklingen af byens erhvervsliv, en kendsgerning som aviserne dog fandt var knap så interessant som hans "mystiske" afstamning. Den Spanske Sømand fyldte godt i overskrifterne. Vores familiehemmelighed havde længe været almindeligt kendt. Jens Worsaae ville have græmmet sig. Hvordan var det nu gået til? Det oplyste avisartiklerne beredvilligt.
Sønnen Jens Jacob Asmussen Worsaae´s beretning
I 1879 udgav den berømte oldtidsforsker J.J.A. Worsaae bogen "En oldgranskers Erindringer", hvori jamfortæller om familiehemmeligheden.
"Min far var en lille, temmelig firskåren, men ualmindelig smuk mand med en påfaldende mørk teint, brune øjne, tæt krøllet sort hår, og med meget små hænder og fødder. Hele hans ydre strålede af velvilje og munterhed, og havde noget sydlandsk og fornemt ved sig, som stod i stærk modsætning til det almindeligst gængse rygte om, at han var søn af en fattig bonde og at hans moder var en ganske jævn skolelærerdatter i Vendsyssel. Over hans herkomst hvilede i hvert fald noget gådefuldt, som vi børn forgjæves søgte t udgrunde. Snart fortaltes det os at han som barn var reddet fra et strandet skib, snart igjen hed det at han var en ziegeunersøn.
Engang i mine drengeår troede jeg dog ved min sjældens skarpe hørelse, af en hemmelig samtale mellem nogle af vore slægtninge, at have opsnappet forblommede rygter om fraværende slægtninge i Spanien. At min fader, for hvem både jeg og mine søskende nærede dyb ærefrygt for, måtte være af fornem herkomst, var for mig efter hans noble udseende utvivlsomt. Det var da naturligt at jeg i min livlige barnlige fantasi udmalede mig, hvorledes en fornem og riig spanier en dag ville komme og føre min fader og måske alle os med sig til sit "Chateau dÉspagne" .
Først flere år efter min fars død erfarede jeg fra min svoger, pastor Peter Christian Asmussen, hvis fader i mange år havde været præst i Albæk og Voer, hvor min far hørte hjemme og var døbt, at så vidt han vidste, for det blev aldrig talt om, så vidt han vidste var min far søn af en for sin skjønhed bekjendt skolelærerdatter i landsbyen Vorsaa, der havde sluttet en sværmerisk kærlighedsforbindelse med en ikke mindre smuk spansk skibskaptajn, som efter at være strandet i efteråret i 1779 med et meget stort skib i Kattegat, var halvdød drevet i land i en båd ved kysten ved Vorsaa, hvor han for sit forulykkede skibs skyld i længere tid måtte opholde sig. Da spanieren senere var rejst og da følgerne af den gensidige tilbøjelighed ikke udeblev, indførten den 16. juli 1780 en bonde i sognet som barnefader til drengen Jens i kirkebogen i Albæk.
Min faders tidlige ungdom henrandt for en stor del i Albæk præstegård. Den smukke og opvakte dreng kom nemlig, som søn af en skolelærerdatter, jævnlig fra sit 10-12 år i til præsten i sognet, som med sand kristen kærlighed tog sig af den faderløse, uden den fjerneste anelse om at han sener skulle blive indlemmet i deres egen slægt (Jens Worsaae giftede sig med præstekonens søsterdatter).
Præsten fattede mere og mere godhed for drengen, tog ham til sig næsten som sit eget barn, læste med ham og forberedte ham endelig til adgangseksamen ved universitetet. 1803 tog min fader juridisk attestats, 1808 blev han kgl. copist og 1811 fuldmægtig i rentekammeret".
Så vidt sønnen. Men hvem var smukke Maren Jensdatter og hvem var hendes forældre?